fredag den 28. oktober 2011

REINKARNATION

Reinkarnation eller den opfattelse, at en sjæl genfødes i et nyt legeme efter døden, er et begreb, som især kendes fra østlige religioner og filosofier, bl.a. fra hinduisme og buddhisme. I tibetansk buddhisme indtager reinkarnation en helt speciel og meget fremtrædende plads, idet den til enhver tid siddende Dalai Lama betragtes som reinkarnationen af sin forgænger. De fleste mennesker kender til den nuværende Dalai Lamas historie, så den vil jeg ikke komme ind på her.

Videnskaben har i mange år forsøgt at bevise/afkræfte reinkarnation uden dog at komme frem til en entydig afgørelse, men beskæftiger man sig med spiritualitet, er reinkarnation et helt naturligt begreb, som ikke vækker forundring eller tvivl, for selvfølgelig reinkarnerer man efter døden.  
Dette bekræftes bl.a. af de utallige beretninger om folk, der pludselig kan fortælle om et tidligere liv. Dansk TV (jeg husker ikke hvilken kanal) har også vist en række udsendelser om emnet. Jeg husker især den udsendelse om en 4-5-årig engelsk dreng, der pludselig kunne fortælle sin mor om sin familie og det hus, han og familien engang havde boet i – vistnok i Irland, i hvert fald et sted, som en dreng i hans alder umuligt kunne kende så detaljeret uden at have været der. I det tidligere liv omkom drengen i en tidlig alder.
Efter store overvejelser besluttede moren til sidst at rejse med drengen og hans bror til stedet. De fandt huset, og mange af de ting, som drengen havde fortalt, viste sig at være korrekte.
Drengens tilfælde er langt fra enestående. Forskere i den vestlige verden bliver i stadig større grad konfronteret med den slags tilfælde. Hvorfor? Jeg tror, det er fordi, man ikke længere bliver regnet for småforrykt, hvis man fortæller, man kan huske noget fra et tidligere liv, for selv om den slags udsagn endnu ikke kan efterprøves med solide og valide forskningsmæssige metoder, kan de jo godt være korrekte. Det kunne jo være, det var forskerne, der skulle finde nogle bedre egnede metoder til den slags emner.
Mange mennesker tror i dag på reinkarnation og bruger regression for at finde ud af, hvem de er ved at blive ført tilbage til tidligere liv.  Det kan være en aha-oplevelse med stor betydning for det aktuelle liv at få indsigt i egne destruktive vaner fra et tidligere liv. Man får chancen for at ændre adfærd her og nu og dermed undgå mange af de ’fejl’, man begik i det tidligere liv.
Regression sker for det meste hos en terapeut, og selv om man kan gøre det selv, vil jeg varmt anbefale, at man altid har en hos sig – om ikke andet så for at huske/optage, hvad der sker under sessionen.
En af mine bekendte, som er en meget dygtig healer og clairvoyant, har en fantastisk evne til at kunne fortælle folk om deres tidligere liv. Går man til hende for at få en clairvoyance med fokus på fremtiden, fortæller hun klienten, at det kan hun ikke, for hun vil ’ikke være skæbne’, men hun kan fortælle om tidligere liv, som har relation til det nuværende. Hun hører også til dem, der kan se folks fysiske dårligdomme og sammen med hendes evne til at fortælle om tidligere liv er det en fantastisk kombination.
Regression er et hjælpemiddel til at opnå indsigt i sit liv, men det kan også bruges i kreativt øjemed. Jeg har hørt, at en af de kendte, amerikanske filminstruktører har lavet en film over det, han fik ud af at blive ført tilbage til tidligere liv.
Får alle mennesker noget ud af regression? Jeg kan kun tale for mig selv. Første gang jeg fik regression, var under vildt forvirrende omstændigheder – terapeuten var ved at flytte og havde i øvrigt glemt vores aftale – så det var dybt skuffende. Anden gang (hos en anden terapeut) var en blid og behagelig oplevelse uden at jeg kan sige, den har haft stor indflydelse på mig nuværende liv.
Men hvem ved – det kommer måske!



Copyright © 2011 – WORDS v/Emilie Lone Burmeister


Ingen kommentarer:

Send en kommentar