De astrologikyndige ved, at Solen søndag den 19. februar 2012 bevæger sig ind i stjernebilledet Fiskene, hvor den vil opholde sig til 20. marts 2012.
Fiskene var et af de første stjernebilleder, som vores forfædre for mange tusinde år siden observerede på himmelhvælvingen, og selve fiskesymbolet - enten som en enkelt eller flere fisk sammen - er også af oldgammel dato.
I astrologien repræsenteres tegnet ved to fisk, der svømmer i hver sin retning, men som alligevel er forbundet med hinanden. Tegnet består af to tætstillede, lodrette buestykker, der vender buen mod hinanden, og som er forbundet med en kort, vandret streg midtpå. Oftest vises fiskesymbolet dog som Ichthys-fisken, se nedenfor.
I hedensk tid var fiskesymbolet et frugtbarhedssymbol, hvilket muligvis har smittet af på både den romerske, græske og syriske mytologi.
I den romerske mytologi repræsenterede fisk kærlighedsgudinden Venus og hendes søn Amor, der begge tog skikkelse af fisk og sprang i Nilen for at undslippe monstret Tyfon – søn af Gaia og Tartaros – som efter nederlaget til giganterne forgæves søgte revanche.
I den græske eller måske snarere syriske mytologi var Ichthys søn af den syriske havgudinde Atargatis og blev opfattet som symbol for seksualitet og frugtbarhed. På græsk betyder hans navn fisk, mens det på andre sprog betyder delfin, og i denne betydning gav navnet anledning til nogle af de tidligste afbildninger af havfruer.
Mest kendt er fiskesymbolet dog nok i forbindelse med kristendommen, idet de tidlige kristne i Rom i 1. århundrede brugte fiskesymbolet, som kun de indviede forstod. Symbolet repræsenterede underet med brød og fisk, hvor Jesus og hans disciple bespiste 5.000 mand med fem brød og to fisk.
I vore dage sættes der lighedstegn mellem fiskesymbolet og kristendommen. Symbolet står for Jesus, idet bogstaverne i det græske ord for fisk ICHTHYS kan udlægges som Iesous Christos Theou Yios, Soter eller Jesus Kristus, Guds søn, frelser.
Ichthys-symbolet består af to ovedimensionerede halvbuer, der med en runding op og en ned udgår fra samme punkt (fiskens mund) og således, at de to andre ender ikke mødes, men skærer hinanden før endepunktet, så der dannes halefinne. Netop denne fremstilling har været og er stadig genstand for mange parodier, bl.a. Darwin-fisken, som viser et lignende fiskebillede, men på stiliserede ben.
Andre kulturer har brugt fisk som symbol for fx reinkarnation og livskraft, symbol for Artemis, gudinden fra Efesos, og symbol for den egyptiske gud Osiris.
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
Ingen kommentarer:
Send en kommentar