VOLDSOFRE OG TILGIVELSE

 Medierne har den sidste tid været meget optaget af sagen om Marlene Duus, som i november 2008 blev gennembanket af sin ekskæreste med et jernrør for bagefter at blive smidt ud fra tredje sal. Mirakuløst overlevede hun –  men med alvorlige skader, som hun formentlig aldrig vil komme sig 100 % over. En barsk skæbne, når man kun er 29 år.

I en kronik i Politiken rejser Marlene Duus nogle meget relevante spørgsmål om samfundets behandling af voldsmænd og voldsofre.  Hun mener bl.a. – og efter min mening fuldt berettiget – at samfundet skal prioritere hjælp til et voldsoffer før hjælp til gerningsmanden.

Mange mennesker vil være enige i Marlenes betragtninger over voldmænd og samfundets goodwill over for dem. Mange kan uden tvivl også forstå hendes vrede og chok over, at voldsmanden allerede efter ca. 2 års afsoning kan færdes frit og har fået job længe før, de seks år er gået.   

Er seks år en passende straf for at molestere et anden menneske, sådan som Marlene blev det? Var Marlene død af sine kvæstelser, havde straffen nok været den dobbelte, uden at det dog er ensbetydende med, at gerningsmanden ikke var blevet løsladt før tid.

Jeg ved ikke, om fængselsstraf har den ønskede resocialiserende virkning på gerningsmanden. Systemet lader også til at være i tvivl, eftersom det ikke er ualmindeligt, at gerningsmænd til alvorlige forbrydelser løslades før tid, når de har udvist god opførsel i fængslet. Marlene er således ikke det eneste voldsoffer, hvis voldsmand er blevet løsladt længe før tid. Det gør naturligvis ikke sagen bedre.

Det er modigt af Marlene at stå frem og rejse denne relevante debat om vores straffesystem og uskyldige ofre, og de ansvarlige politikere bør komme med deres bud på, hvordan samfundet kan opføre sig bedre over for uskyldige ofre! Man må håbe, at de har mod til at tage problemet op, og at de ikke bare venter på, at mediernes interesse daler og dermed også befolkningens? De er jo ikke i Marlenes sko.

Det vil være forfærdeligt, hvis det skulle ske. Et retssamfund – som vi roser os af at være – kan ikke leve med, at borgerne føler deres retsfølelse krænket. Og jeg synes, det sker oftere og oftere! Vi har en tendens til at mene, at det er synd for voldsmanden!

Dermed mener jeg ikke, at forbrydere – ligegyldigt hvor alvorlig en forbrydelse, de har begået – ikke skal sluses ind i samfundet igen. Tværtimod. De skal tilgives af både samfund og eventuelle ofre – når straffen er udstået, for det skal ikke være gratis at ødeægge andre menneskers liv!

Tilgivelse er en vigtig proces for at komme videre både for samfund, offer og gerningsmand. Jeg påstår ikke, at det er let. Gudskelov findes der mange dygtige professionelle mennesker, der kan formidle processen, hvis man ikke selv mestrer den.

Det er forståeligt, at  man, når man er så hårdt medtaget som Marlene, ikke kan tænke på tilgivelse her og nu, men Marlene bliver nødt til at tilgive sin voldsmand for selv at komme videre. Jeg håber, hun vil forstå det om et par år, når hun forhåbentligt har fået det bedre. Det vil jeg ønske for hende - og en lysende god fremtid.

© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister