Bloggen flyttet i nær fremtid til sin egen hjemmeside - NAIYA NEWS.
Nærmere oplysninger følger.
Din spirituelle side
Spirituel blog, der opdateres hver onsdag. Åben for alle emner med relation til spiritualitet i bred betydning.
onsdag den 21. marts 2012
onsdag den 14. marts 2012
TILGIVELSE
Jeg har tidligere skrevet om tv-kokken Claus Meyers ansættelse af Marlene Duus’ overfaldsmand. I forrige uge blussede debatten om sagen så op igen.
Til BT udtaler Marlene, at Claus Meyer ved sin holdning til kriminelle skaber et forfærdeligt sted for ofre og et lukrativt sted for voldsmænd.
Claus Meyer tager til genmæle i samme dagblad og udtaler, at han er dybt berørt af Marlene Duus’ kritik. ”Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Marlene Duus. Og det er ikke fordi, jeg tænker på min omsætning,” fortæller han og lidt senere i samtalen: ”Jeg er 100 pct. på ofrenes side. Men hvis man skal møde de kriminelle, skal det være på en måde, hvor man ligner en, der tror, de kan blive mennesker igen.
Og til en netavis i dag (14. marts 2012) udtaler Claus M., at man ikke skal lade ofrene dømme deres voldsmænd.
Det er to stærke synspunkter, der her tørner sammen. Jeg synes, begge parter har ret, for synspunkterne er jo ikke uforenelige. Nu afventer vi så bare, at de ansvarlige myndigheder tager sagen op og ser alvorligt på vores behandling af voldsofre, voldsmændenes skæbne efter udstået straf og borgernes retsfølelse. DR-tv er på banen i aften med en debat om forholdene.
Marlene Duus er meget velformuleret i sine argmenter. På mig virker hun imidlertid også som meget uforsonlig over for sin overfaldsmand. Det er forståeligt endnu, hvor hun ikke er fuldt restitueret efter overfaldet.
Men jeg vil gerne slå et heftigt slag for, at en eller anden kærlig sjæl på et tidspunkt inden for en meget overskuelig fremtid taler med Marlene for at få hende til at forstå, at hun er nødt til at tilgive sin overfaldsmand! Og det ikke for hans skyld, men for hendes!
Kun ved at tilgive ham kan hun selv komme videre som et helt menneske – og ikke som voldsoffer! Det ikke alene tapper kroppen for både fysisk, følelsesmæssig og mental energi at være vred og hævntørstig, man risikerer også at blive syg af det. Der foreligger videnskabelig dokumentation for, at negative følelser som vrede kan føre til problemer med bl.a.mave og hjerte. Så jo før Marlene tilgiver sin overfaldsmand, des bedre for hende selv.
Ingen overfaldsmand fortjener, at hans/hendes offer låser sig fast i rollen som voldsoffer!
Jo hurtigere Marlene Duus forstår dette, des bedre for hende selv. Det vil hun forstå, når hun har gjort det.
Lad mig slutte med et citat om tilgivelse, som jeg fandt på internettet forleden dag. I min danske oversættelse lyder det således:
”Miraklet ved tilgivelse ligger i, at man opdager den frihed, der følger med, når man accepterer den del af sig selv, som man tidligere har fordømt. ” Tom Carpenter
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
onsdag den 7. marts 2012
MEDITATIONS - GRUPPEN IGEN, IGEN
Vi skulle i grunden være mødtes for nogle uger siden, men da et par af gruppens medlemmer var forhindret, besluttede vi at udsætte vores fælles meditation.
I lørdags lykkedes det så at samle fire af gruppens medlemmer. Vores fokus var denne gang, hvordan vi hver især kan anvende 2012-energien i vores arbejde.
Et af gruppens medlemmer gelejdede os andre blidt igennem en meditation, hvor vi gradvis gik tilbage i tiden og endte ved fosterstadiet, hvorefter vi lod os føre til de himmelske gemakker, hvor vi blev mødt af vores skytsengel, som kunne fortælle os om den kontrakt, vi havde indgået med den åndelige verden, før vi blev sendt til jorden.
Ingen af os havde nævneværdigt besvær med at følge meditationslederens anvisninger. Men jeg tror, vi alle var lidt forbavsede over det svar, vores skytsengle gave os.
Det var et kort og koncist svar til os alle: barmhjertighed, psykiatri, omsorg, imødekommenhed.
Jeg tror, vi alle havde ventet af få flere oplysninger end blot et enkelt ord. Selv har jeg i hvert fald altid gerne ville vide mere om den kontrakt, jeg har indgået med den åndelige verden, for jeg er stadig ikke klar over, hvad min rolle i denne verden er. Så jeg var lidt forbavset over min besked.
Da svarene skal ses i sammenhæng med 2012-energien, gik det lidt efter lidt op for os, at der faktisk var meget god mening med det hele. Den åndelige verden er jo altid på forkant med, hvad vi foretager os her på jorden!
Et par af deltagerne havde i et stykke tid følt, at alle de ting, der p.t. sker rundt om i verden, fik dem til at føle, at tiden går for hurtigt. Vi fortsatte derfor med en 2012-healing, hvor vi healede hinanden og jorden. På et tidspunkt puttede vi tiden i en tidslomme, fordi den gik for stærkt, og tog den først frem igen, da vi lidt senere var parate til det. Det er en stor hjælp, hvis man føler, tiden smutter fra en, og en hjælp til ikke at blive stresset af alt det, der foregår omkring en.
Energien var utrolig stærk, intens og dejlig og varmende.
Vi slutter altid af med at trække en englekort. Denne gang var det Doreen Virtues englekort. Det var ret pudsigt, så godt kortenes og vores skytsengles meldinger passede sammen og satte hinanden i relief.
Vi havde alle fire en god oplevelse, hvor vi endnu en gang havde følt, at den åndelige verden var med os. Vi skiltes lette om hjertet og gik hver til sit.
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
Etiketter:
2012-energi,
meditation,
skytsengle,
tidslomme
onsdag den 29. februar 2012
VOLDSOFRE OG TILGIVELSE
I en kronik i Politiken rejser Marlene Duus nogle meget relevante spørgsmål om samfundets behandling af voldsmænd og voldsofre. Hun mener bl.a. – og efter min mening fuldt berettiget – at samfundet skal prioritere hjælp til et voldsoffer før hjælp til gerningsmanden.
Mange mennesker vil være enige i Marlenes betragtninger over voldmænd og samfundets goodwill over for dem. Mange kan uden tvivl også forstå hendes vrede og chok over, at voldsmanden allerede efter ca. 2 års afsoning kan færdes frit og har fået job længe før, de seks år er gået.
Er seks år en passende straf for at molestere et anden menneske, sådan som Marlene blev det? Var Marlene død af sine kvæstelser, havde straffen nok været den dobbelte, uden at det dog er ensbetydende med, at gerningsmanden ikke var blevet løsladt før tid.
Jeg ved ikke, om fængselsstraf har den ønskede resocialiserende virkning på gerningsmanden. Systemet lader også til at være i tvivl, eftersom det ikke er ualmindeligt, at gerningsmænd til alvorlige forbrydelser løslades før tid, når de har udvist god opførsel i fængslet. Marlene er således ikke det eneste voldsoffer, hvis voldsmand er blevet løsladt længe før tid. Det gør naturligvis ikke sagen bedre.
Det er modigt af Marlene at stå frem og rejse denne relevante debat om vores straffesystem og uskyldige ofre, og de ansvarlige politikere bør komme med deres bud på, hvordan samfundet kan opføre sig bedre over for uskyldige ofre! Man må håbe, at de har mod til at tage problemet op, og at de ikke bare venter på, at mediernes interesse daler og dermed også befolkningens? De er jo ikke i Marlenes sko.
Det vil være forfærdeligt, hvis det skulle ske. Et retssamfund – som vi roser os af at være – kan ikke leve med, at borgerne føler deres retsfølelse krænket. Og jeg synes, det sker oftere og oftere! Vi har en tendens til at mene, at det er synd for voldsmanden!
Dermed mener jeg ikke, at forbrydere – ligegyldigt hvor alvorlig en forbrydelse, de har begået – ikke skal sluses ind i samfundet igen. Tværtimod. De skal tilgives af både samfund og eventuelle ofre – når straffen er udstået, for det skal ikke være gratis at ødeægge andre menneskers liv!
Tilgivelse er en vigtig proces for at komme videre både for samfund, offer og gerningsmand. Jeg påstår ikke, at det er let. Gudskelov findes der mange dygtige professionelle mennesker, der kan formidle processen, hvis man ikke selv mestrer den.
Det er forståeligt, at man, når man er så hårdt medtaget som Marlene, ikke kan tænke på tilgivelse her og nu, men Marlene bliver nødt til at tilgive sin voldsmand for selv at komme videre. Jeg håber, hun vil forstå det om et par år, når hun forhåbentligt har fået det bedre. Det vil jeg ønske for hende - og en lysende god fremtid.
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
onsdag den 22. februar 2012
Hjælp til en god veninde
Jeg har en god veninde, som jeg altid kan bede om råd og hjælp, når jeg trænger til det.
Hun har arbejdet med mennesker i mange år og er både zoneterapeut, healer og clairvoyant. Det sidste er hun på en lidt speciel måde, for hun fortæller kun folk om deres tidligere liv, ikke det nuværende. Hun vil nemlig ikke bestemme over folks liv og fremtid, som hun siger. Hun er ud af en familie, hvor det ikke er spor usædvanligt at kunne fortælle folk ting, som de ikke ved om sig selv, så hun fører på en vis måde bare en familietradition videre. Men hun har videreudviklet evnen, ja faktisk hævet den til et højere niveau
Hun har nemlig med årene udviklet sin evne til at kunne se, om folk er syge og fortælle dem, hvad der kan gøres, så de får det bedre. Mange gange kan hun også heale folk, så deres smerter/skavanker fordufter som dug for solen.
Hun har så nem adgang til den åndelige verden, at hun har kanaliseret en lille bog om den åndelige verdens budskab til os mennesker her på jorden om, hvad vi skal gøre for at beskytte jorden og gøre den til et bedre sted at leve både for os selv og vores børnebørn.
Jeg har haft den glæde at hjælpe hende med denne bog, så jeg er hendes første læser og kan med hånden på hjertet sige, at bogen allerede, inden den endnu er udkommet, har voldt og stadig volder hende store kvaler.
Det kan jo virke underligt, når man er clairvoyant, vil nogle sikkert mene, men det er nu engang sådan, at de fleste clairvoyante ikke er clairvoyante, når det gælder deres eget liv. Jeg har endnu ikke mødt en clairvoyant, som har kunnet se ind i sit eget liv, og min veninde kan i hvert fald ikke.
Hendes kvaler består i, om hendes familie og nærmeste vil acceptere, at hun lader bogen udkomme. Hun er meget tæt knyttet til sin familie, og familiens mening og accept af hendes bog betyder uendelig meget for hende. Så når hun mærker modstand i familien på en eller anden måde, bliver hun både ængstelig og vred. Og så går det helt galt. For, som hun siger, alt, hvad der står i bogen, har hun fået at vide fra de åndelige verden, så når den åndelige verden bliver klar over, at der er ugler i mosen med hensyn til bogen, føler hun sig jagtet af den åndelige verden. ”De lader mig ikke i fred,” siger hun.
Jeg ved, hun er nervøs for, hvordan folk vil modtage hendes lille bog. Hun er fuldstændig klar over, at bogen ikke er en videnskabelig afhandling. Men dens budskab er simpelt og vigtigt. Derfor har hun brugt tid og energi på at formulere sin tekst, så andre mennesker kan forstå, at den åndelige verden følger os og står til rådighed, når vi har brug for hjælp. Og det mener den åndelige verden absolut, at vi har her og nu, hvis jorden skal blive et bedre sted at opholde sig.
Så, kære læsere, vil jeg gerne bede jer om, at sende min veninde masser af god energi, så hun kan komme til klarhed over, hvad hun skal gøre. Usikkerheden er nemlig både pinefuld og opslidende for hende.
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
Etiketter:
clairvoyance,
god energi,
veninde,
åndelige verden
onsdag den 15. februar 2012
FISKESYMBOLET
De astrologikyndige ved, at Solen søndag den 19. februar 2012 bevæger sig ind i stjernebilledet Fiskene, hvor den vil opholde sig til 20. marts 2012.
Fiskene var et af de første stjernebilleder, som vores forfædre for mange tusinde år siden observerede på himmelhvælvingen, og selve fiskesymbolet - enten som en enkelt eller flere fisk sammen - er også af oldgammel dato.
I astrologien repræsenteres tegnet ved to fisk, der svømmer i hver sin retning, men som alligevel er forbundet med hinanden. Tegnet består af to tætstillede, lodrette buestykker, der vender buen mod hinanden, og som er forbundet med en kort, vandret streg midtpå. Oftest vises fiskesymbolet dog som Ichthys-fisken, se nedenfor.
I hedensk tid var fiskesymbolet et frugtbarhedssymbol, hvilket muligvis har smittet af på både den romerske, græske og syriske mytologi.
I den romerske mytologi repræsenterede fisk kærlighedsgudinden Venus og hendes søn Amor, der begge tog skikkelse af fisk og sprang i Nilen for at undslippe monstret Tyfon – søn af Gaia og Tartaros – som efter nederlaget til giganterne forgæves søgte revanche.
I den græske eller måske snarere syriske mytologi var Ichthys søn af den syriske havgudinde Atargatis og blev opfattet som symbol for seksualitet og frugtbarhed. På græsk betyder hans navn fisk, mens det på andre sprog betyder delfin, og i denne betydning gav navnet anledning til nogle af de tidligste afbildninger af havfruer.
Mest kendt er fiskesymbolet dog nok i forbindelse med kristendommen, idet de tidlige kristne i Rom i 1. århundrede brugte fiskesymbolet, som kun de indviede forstod. Symbolet repræsenterede underet med brød og fisk, hvor Jesus og hans disciple bespiste 5.000 mand med fem brød og to fisk.
I vore dage sættes der lighedstegn mellem fiskesymbolet og kristendommen. Symbolet står for Jesus, idet bogstaverne i det græske ord for fisk ICHTHYS kan udlægges som Iesous Christos Theou Yios, Soter eller Jesus Kristus, Guds søn, frelser.
Ichthys-symbolet består af to ovedimensionerede halvbuer, der med en runding op og en ned udgår fra samme punkt (fiskens mund) og således, at de to andre ender ikke mødes, men skærer hinanden før endepunktet, så der dannes halefinne. Netop denne fremstilling har været og er stadig genstand for mange parodier, bl.a. Darwin-fisken, som viser et lignende fiskebillede, men på stiliserede ben.
Andre kulturer har brugt fisk som symbol for fx reinkarnation og livskraft, symbol for Artemis, gudinden fra Efesos, og symbol for den egyptiske gud Osiris.
© 2012 - WORDS/v. Emilie Lone Burmeister
onsdag den 8. februar 2012
HIMMELSK CYKLUS
Flere af mine indlæg fra december 2011 handler om vintersolhverv 2012, som markerer overgangen fra en tidsalder til en anden.
Hvert 5.125 år befinder jorden og vores solsystem sig ved et punkt på deres rundrejse i Universet, som markerer slutningen på en cyklus eller tidsalder. Slutningen på en cyklus er imidlertid også en begyndelse på noget nyt, en ny cyklus, en ny tidsalder.
Den nuværende cyklus begyndte 3114 f.Kr. og slutter 21. december 2012 - det år som vi netop befinder os i. Overgangen til en ny tidsalder sker naturligvis gradvist og har været i gang længe før 2012 og vil fortsætte et godt stykke ind i 2012. Det er en proces.
At vintersolhverv 2012 markerer overgangen til en ny tidscyklus, er ingen nyhed, men det er først i de senere år, at videnskaben rundt om i verden er begyndt at vise interesse for fænomenet.
Når videnskaben har været længe om at vise interesse for fænomenet, skyldes det, at den teknologiske udvikling først inden for de sidste 50 år har gjort det muligt at dokumentere forbindelsen mellem slutningen på en tidsalder og den indvirkning, det har på livet her på jorden.
Klimaforandringer og vekslende perioder mellem krig og fred er nogle af de ting, som videnskaben nu kan dokumentere er påvirket af planetariske forandringer. Videnskaben har endvidere fastslået, at jordens position (bane, hældning og slingren) skaber de evigt foranderlige cyklusser, som påvirker alt lige fra temperatur og klima til ismasser ved Polerne og planetens magnetfelt.
På en eller anden måde vidste de gamle kulturer for flere tusinde år siden, at jordens position i himmelrummet påvirker de fysiske betingelser på jorden samt menneskers emotionelle og spirituelle liv. De gamle kulturer har gang på gang viderebragt det budskab til os, at jo fjernere jorden befinder sig fra galaksens kerne og stærke energi, jo dybere befinder vi os i et mørke, og jo mere føler vi os ude af takt med de kræfter, der påvirker livet her på jorden.
Gudskelov er deres budskab ikke kun negativt. De fortæller samtidigt, at selv om mørket ganske vist lader til at være uundgåelig, tyder alt på, at det er kortvarigt!
Når vi forstår, hvad mørket betyder og hvorfor, det er uundgåeligt, kan vi begynde at se vor tids store udfordringer i et nyt lys. Intet er tilfældigt i Universet, så at det sker nu – for os – tyder på, at vi har den nødvendige indsigt og teknologi til at vælge den fremtid, der vil dukke frem som et resultat af en kaotisk nutid. Og det er vel ikke så ringe endda!
© 2012 - WORDS/Emilie Lone Burmeister
Abonner på:
Opslag (Atom)