Åndelige guider har vi alle, og åndelige guider er noget, som mange mennesker interesserer sig for. En af mine bekendte er sikker på, at hendes guide er ærkeenglen Michael med de smukke blå øjne, en anden at hendes guide er en gammel indianderhøvding med en fantastisk hovedbeklædning. De har begge to beskæftiget sig med den spirituelle verden i mange år, så jeg tror det er sig, som de siger.
Før i tiden gjorde det mig temmelig frustreret, når folk kendte deres guide godt, for i mange år anede jeg ikke, hvem min(e) guide/guider var.
Jeg tror, vi har flere guider samtidigt, som har hver deres opgave med den person, de er guide for. Guider er altid til stede, også selv om vi ikke altid er klar over det, og de kommunikerer med os på et højere plan.
Guiders opgave er at passe på os, hjælpe os med at forstå den lektie, vi skal lære i dette liv og hjælpe os med at finde glæde og nyde livet, mens vi er her på Jorden. De hjælper os på alle mulige måder, uden at vi er forpligtet til at følge deres råd/vejledning.
MEn deres opgave er ikke at leve livet for os, og de afholder os heller ikke fra at træffe dårlige valg og begå dumheder. Ofte er et jo sådan, når man har begået en dumhed, at man spørger sig sev, hvorfor man ikke fulgte sin første indskydelse! Havde man gjort det, havde man sikkert også fulgt guidens gode råd!
Første gang en clairvoyant fortalte mig, hvem min guide var, blev jeg dybt ulykkelig. Det var en gammel nonne. Kors, hvor blev jeg ked af det! Jeg var ikke så fortrolig med den spirituelle verden dengang, men alligevel - en gamel nonne! Jeg kunne slet ikke se det positive i, at en gammel, klog nonne var min guide.
Vi skifter guider livet igennem alt efter hvilket udviklingstrin, vi befinder os på. Min nonne er ind imellem stadig med mig, men hun holder sig i baggrunden. På et tidspunkt fik jeg en ekstra guide med et temmelig anderledes syn på livet: En gøgler med et humør à la Casper Christensen. Det skulle smitte af på mit humør, og det havde jeg virkelig behov for dengang. Gøgleren er ikke længere med mig. Pludselig forsvandt hans energi, og det mærkede jeg tydeligt.
Så begyndte jeg at læse alt, hvad jeg kunne få fat i, om guider, og jeg fandt en meditation beregnet til at møde min guide. Jeg satte mig godt til rette, lukkede øjnene og bad i mit stille sind min guide træde frem. Et øjeblik efter fik jeg vist et billede af det flotteste mandeansigt, man kan tænke sig. I samme øjeblik jeg tænkte wauv, forsvandt ansigtet og i stedet fik jeg kontakt med en indianer, som fortalte mig, at han tilhørte lakota-folket og fortalte mig sit navn på lakotasprog, som jeg jo nok ikke kendte noget til, som han sagde. Det havde han ret i. Big Foot var hans andet navn, fortalte han så. På det tidspunkt dunkede og bankede det i hele min krop, så jeg tabte fatningen og røg ud af meditationen.
Da jeg senere googlede Big Foot, viste det sig, at han er en historisk person. Jeg fik kuldegysninger. Og nej, Big Foot er ikke en abe. Big Foot hed også Spotted Elk (Si-Tanka på lakota-sprog) og var leder af det minneconjou-sioux band, som omkom i massakren ved Wounded Knee i 1890.
Når jeg tænker tilbage på mit korte møde med Big Foot, husker jeg, at jeg et par uger forinden gik med en melodi i mit hoved, som jeg simpelt hen ikke kunne slippe af med. Det er en amerikansk slager fra 50'erne, som blev sunget af Doris Day: The Black Hills of Dakota. South Dakota er lakota-folkets hjemsted.
Hvem er din(e) guide/guider?
En gang imellem mærker jeg stadig Big Foot, men jeg tror, han har travlt andre steder. Mine guider skifter ofte for øjeblikket. Jeg håber, det er et godt tegn.
Copyright © 2011 – WORDS v/Emilie Lone Burmeister
Ingen kommentarer:
Send en kommentar